lørdag den 12. marts 2011

Lynstegt tun med grape/sesam-dressing og sprøde nudler

Denne opskrift er en fri fortrolkning af en Jamie Oliver-ret, som jeg har tilpasset mine egne smagsløg. I modsætning til hans opskrift, steger jeg tunen kort og ruller den i sesamfrø. Jeg bruger også lidt avocado hvis fede smag komplementerer chilli, grapefrugtsaft og forårsløg. Og så giver det lidt ekstra kulør.



Det skal du bruge (forret til 4 personer):
400 g helt frisk tun i ét stykke
Teriyaki
Sesamfrø, sorte (nigella) og hvide
Akaciehonning
2-3 avocado
1-2 røde chillier
3 forårsløg
Saften fra 1 grapefrugt
1 spsk. sesamolie
1spsk. fish sauce
1 fed hvidløg
4 spsk. olivenolie
Frisk mynte til pynt
Et tommelfingerstort stykke ingefær, skrællet og revet fint
Tynde risnudler
Neutral olie til frittering (raps, vindruekerne e.l.)

Sådan gør du:
Start med at varme en grillpande (alm. pande kan også bruges) op til den er skoldhed. Hæld lidt olie på (raps, jordnødde, vindruekerne) og grill tunen maksimalt et par minutter på hver side. Den skal absolut ikke gennemsteges, men kun lige have stegeskorpe. Tilsæt et par skefulde teriyaki - det giver en lettere karameliseret overflade. På et skærebrædt hælder du sesamfrøene ud og blander dem. Læg tunen derpå og giv en lille smule akaciehonning - det får frøene til at sidde bedre fast. Rul tunen, så alle siderne er dækket af sesam. Rul tunen stramt ind i plastfilm og put i fryseren. Tunen skal ikke fryses, men jo koldere den er, jo nemmere er det at skære flotte, tynde skiver.

Dressingen blandes af saften fra en grapefrugt, olivenolie, sesamolie, fish sauce, revet hvidløg og ingefær og fint hakket chilli. Smag til og tilsæt evt. lidt mere sesamolie eller fish sauce, men pas på for begge har meget gennemtrængende smag. 

Nudlerne overhældes med kogende vand og står til de er bøjelige. Hæld nudlerne i et dørslag og sørg for at al væsken er hældt fra. I en gryde eller lille wok opvarmer du raps- eller vindruekerneolie til frittering (prøv med et lille stykke nudel og hvis olien ikke sprutter, så er en ikke varm nok). Tag en lille håndfuld nudler og læg dem forsigtigt i olien. Lad dem frittere et par minutter til de er sprøde. Pas på med at røre for meget i dem - så klistrer de bare sammen til en hård klump.  Læg de sprøde nudler på fedtsugene papir og salt dem let. 

Nu skal du anrette: skær avocadoerne i tynde skiver og fordel dem på tallerknerne. Tag tunen ud af fryseren, pak den ud og skær dem i ca. 1 cm tykke skiver og fordel på tallerkner. Giv hver tallerken 2-3 skefulde dressing og pynt med fintsnittede forårsløg, mynte og de sprøde nudler. 

1 kommentar: